TDC Erhverv og Norlys går sammen i ny aftale om fibernettet: Sikrer flere valgmuligheder til jyske virksomheder

05/12, 2024

Nyt samarbejde mellem TDC Erhverv og Norlys Fibernet giver virksomheder i Jylland adgang til avancerede fiberløsninger. Den nye aftale betyder, erhvervskunder får endnu flere udbydere at vælge imellem og bedre forbindelser.  

TDC Erhverv og Norlys Fibernet udvider nu samarbejdet med en ny aftale, der muliggør levering af avancerede fiberløsninger til virksomheder i store dele af Jylland. Norlys’ omfattende fibernet når ud til tusindvis af virksomheder, der nu kan se frem til at få endnu en udbyder at vælge imellem og adgang til markedets bedste og mest avancerede fiberløsninger fra TDC Erhverv.

”Det er vores ambition, at virksomheder landet over skal have adgang til de bedste digitale erhvervsløsninger samt lynhurtigt, stabilt og driftssikkert internet via fiber. Derfor er vi glade for at indgå denne aftale med Norlys Fibernet, som giver os endnu bedre mulighed for at tilbyde danske virksomheder i Jylland flere valgmuligheder og bedre forbindelser,” siger John Henriksen, CEO hos TDC Erhverv og fortsætter: 

”Vi ser et voksende behov for avancerede B2B-fiberløsninger, der kan sikre tårnhøje hastigheder, oppetider og avancerede services, såsom it og cybersikkerhed. Med vores avancerede fiberløsning kan vi imødekomme og skræddersy virksomhedernes særlige behov og tilbyde dem den bedste forbindelse og løsning i landet.”

Hos Norlys er der også glæde over samarbejdet. Selskabet har nemlig et stærkt fokus på at endnu flere skal se fordelene i at vælge en fiberforbindelse fra Norlys:

”Vi ønsker at styrke vores fokus på vores erhvervskunder og skruer op for udviklingen af nye produkter, services og processer, som gør en fiberforbindelse endnu mere sikker og attraktiv. Samtidig giver aftalen vores erhvervskunder mulighed for at vælge mellem så mange udbydere som muligt, og derfor glæder vi os rigtig meget over den her aftale”, siger Carsten Bryder, direktør i Norlys Fibernet.

Det er via brancheplatformen OpenNet, der er ejet af Norlys, at TDC Erhverv får mulighed for at sælge internet til de mange erhvervskunder. 

"Vores platform skaber en vigtig forbindelse mellem forskellige fibernet og udbydere. Vi er stolte over at bidrage til en udvikling, hvor branchen i fællesskab arbejder mod flere åbne net og større valgfrihed for virksomhederne. Dette samarbejde er et vigtigt skridt mod at sikre, at virksomheder får fleksibilitet og adgang til de bedste løsninger på tværs af netværk,” siger direktør i OpenNet, Henrik Møller Nielsen.

Løsningen er blevet gennemtestet, og virksomheder kan fra i dag få installeret en avanceret fiberløsning fra TDC Erhverv.


Om TDC Erhverv

TDC Erhverv tilbyder en bred portefølje af løsninger inden for kommunikationsteknologi, digitalt samarbejde og it-sikkerhed. Med end-to-end løsninger, der dækker virksomheders behov uanset størrelse og kompleksitet, forbinder TDC Erhverv kunder, medarbejdere og omverden. Også når de digitale behov ændrer sig i takt med udviklingen og ambitionerne, giver TDC Erhverv virksomheder, store som små, friheden til at se fremad.


Om Norlys 

Norlys er Danmarks største integrerede energi- og telekoncern, der leverer energi, ladestandere, tv, internet, og mobiltelefoni til danskerne og er ejet af flere end 800.000 andelshavere. Norlys ejer landets største elnet, landets største fibernet og via ejerskabet af Telia Danmark halvdelen af landets største mobilnet. Derudover ejer Norlys aktiemajoriteten i Norlys Energy Trading og den grønne, cirkulære industripark Greenlab, samt halvdelen af Eurowind Energy, der er en førende udvikler af solcelle- og vindmølleparker. Selskabets 4.600 medarbejdere arbejder i Silkeborg, Aarhus, Aalborg, Esbjerg og København kæmper for et grønt og digitalt Danmark. 


Om OpenNet

OpenNet leverer en samarbejdsmodel og IT-platform til åbning af fibernet, som gør det nemmere for tjenesteudbydere og netejere at samarbejde. Det gavner både samarbejdspartnere og ikke mindst slutkunderne, som får flere valgmuligheder på deres fiberforbindelser. OpenNet samarbejder med en lang række netejere og tjenesteudbydere på det danske marked og dækker 1,2 mio. adresser. OpenNet er et selvstændigt selskab, som er ejet af en af Danmarks største energikoncerner, Norlys, og har været i drift siden 2019.