TDC Erhverv og Jysk Energi indgår ny aftale

27/10, 2026

Virksomheder på Jysk Energis fibernet får nu mulighed for at vælge TDC Erhverv som internetudbyder. Det sker som led i et nyt samarbejde mellem de to selskaber, der gør det muligt for TDC Erhverv at tilbyde sine fiberløsninger til virksomheder i Midt- og Vestjylland. 

Virksomheder med adgang til Jysk Energis fibernet får nu flere valgmuligheder, når de skal vælge internetudbyder. Jysk Energi har nemlig indgået en aftale med TDC Erhverv, som betyder, at TDC Erhverv fremover kan tilbyde sine fiberløsninger på fibernettet. 

Hos Jysk Energi glæder man sig over det nye samarbejde, som både imødekommer en efterspørgsel blandt erhvervskunderne og samtidig styrker valgfriheden på fibernettet.

“Vi er rigtig glade for at kunne byde TDC Erhverv velkommen på vores fibernet. TDC Erhverv er en af de mest brugte udbydere til erhverv, og ligesom vores kunder, glæder vi os til et langt og godt samarbejde med dem. Valgfrihed og muligheden for at kunne skifte til fibernet uden at skifte udbyder er en af nøglestenene for et succesfuldt fibernet, og TDC Erhverv har været efterspurgt blandt vores erhvervskunder,” siger Per Strøm Kristensen, direktør i Jysk Energi.  

Også hos TDC Erhverv ser man frem til samarbejdet, som giver selskabet mulighed for at nå ud til flere virksomheder i området.  

”Vi vil gerne gøre vores internetløsninger tilgængelige for virksomheder i hele landet. Aftalen med Jysk Energi betyder, at vi kan nå flere virksomheder i Midt- og Vestjylland og samtidig give både eksisterende og nye kunder større valgfrihed, når de skal vælge internetløsning,” siger John Henriksen, CEO i TDC Erhverv. 

Samarbejdet mellem TDC Erhverv og Jysk Energi er, ligesom en lang række andre aftaler mellem fibernetejere og tjenesteudbydere, etableret via OpenNet.

"Som uafhængigt bindeled mellem fibernet og tjenesteudbydere er vi glade for at kunne være med til at etablere endnu et stærkt samarbejde. Samarbejdet giver virksomhederne større fleksibilitet og adgang til flere internetløsninger, så de kan vælge den løsning, der passer bedst til deres behov," fortæller Henrik Møller Nielsen, direktør i OpenNet, afslutningsvis.  

Om Jysk Energi  
Jysk Energi er en forbrugerejet energi- og fiberkoncern med hovedsæde i Holstebro og stærke rødder i den vestjyske region. Koncernen leverer energi-, fiber- og infrastrukturløsninger til private og virksomheder. Gennem sit fibernet forbinder Jysk Energi tusindvis af husstande og virksomheder i Vest- og Nordvestjylland med hurtige og fremtidssikrede fiberforbindelser. Selskabet arbejder løbende med drift og udvikling af den digitale infrastruktur i området. 

Om TDC Erhverv  
TDC Erhverv hjælper danske virksomheder med at holde medarbejdere, kunder og forretning forbundet. Med stabile internetforbindelser, netværksløsninger og indbygget sikkerhed skaber TDC Erhverv et stærkt digitalt fundament, som gør det muligt at arbejde effektivt og sikkert. Fra mindre virksomheder til store organisationer leverer TDC Erhverv løsninger, der holder driften kørende og understøtter virksomhedernes vækst og udvikling.