Stadtwerke Flensburg åbner fibernettet med OpenNet

23/09, 2025

Det nordtyske fibernetselskab vil være med til ændre den tyske telebranche med åbne fibernet – bedre udnyttelse af nettet og mere valgfrihed til slutkunderne.

Med et fælles ønske om at accelerere digitaliseringen i Tyskland har Stadtwerke Flensburg indgået en samarbejdsaftale med OpenNets tyske forretningsenhed, der har kontor i Neumünster.

Beslutningen om at åbne fibernettet gennem OpenNet er et strategisk skridt for at sikre bedre udnyttelse af infrastrukturen: 

”Vi har i flere år investeret i udbygningen af vores fibernet for at fremtidssikre Flensborg. Samarbejdet med OpenNet er et vigtigt skridt for at understøtte den digitale udvikling i regionen. Åbne fibernet gavner nemlig både branchen og slutkunderne,” fortæller Jan Zander, salgsdirektør i Stadtwerke Flensburg, og tilføjer:

”Fibernetselskaber som Stadtwerke Flensburg opnår en mere effektiv udnyttelse af den eksisterende infrastruktur, når vi kan samarbejde med flere tjenesteudbydere via én grænseflade. Derudover får husstande og virksomheder flere valgmuligheder på deres fiberforbindelse, hvilket giver dem mulighed for at vælge den tjenesteudbyder, der bedst opfylder deres behov.” 

Slutkunder med fiberforbindelse fra Stadtwerke Flensburg kan se frem til en udvidet portefølje af valgmuligheder i løbet af 2026.

OpenNet vil samle branchen
For OpenNet er samarbejdet med Stadtwerke Flensburg i tråd med en målrettet ekspansion til Tyskland. Siden 2018 har OpenNet leveret en forretningsmodel, der gør det muligt for danske – og nu også tyske – netejere og tjenesteudbydere at samarbejde på kryds og tværs på fair og lige vilkår, også kaldet Open Access. 

Blot syv år efter etableringen i Danmark er ekspansionen til Tyskland nu en realitet. Sidste år blev det tyske datterselskab etableret, og i juni i år kunne OpenNet annoncere, at tre tyske fibernetselskaber – SWN Stadtwerke Neumünster, Stadtwerke Geesthacht GmbH og Breitbandnetz GmbH & Co. KG. – tiltrådte som ejere af halvdelen af det tyske selskab.

”Vi ser et stort potentiale i det tyske marked, hvor efterspørgslen på Open Access er stor. Samtidig er der massiv politisk opbakning til at accelerere digitaliseringen. Med vores tyske selskab introducerer vi en velafprøvet forretningsmodel, der allerede har skabt værdi for fiberselskaber og forbrugere i Danmark. Vi er stolte over, at Stadtwerke Flensburg har valgt at åbne sit fibernet via OpenNet,” fortæller Kristian Olaf Plet Freiesleben, der er den ene – foruden Lars Wiechmann – Managing Director i OpenNets tyske forretningsenhed. 

Lars Wiechmann tilføjer afslutningsvis: 

”Vores platform er åben for hele branchen – det er kernen i Open Acess. Vi inviterer fiberselskaber og tjenesteudbydere, der deler ambitionen om at fremme digitaliseringen i Tyskland, til at blive en del af samarbejdet.”

Om Stadtwerke Flensburg Stadtwerke Flensburgs rødder går tilbage til 1854. Med en bred vifte af produkter inden for el, fjernvarme, vand, telekommunikation og e-mobilitet forsyner Stadtwerke Flensburg slutkunder ved Flensborg Fjord. På landsplan betjenes 300.000 private el- og naturgaskunder. Derudover er den Flensborg-baserede virksomhed en energitjenesteudbyder for større industri- og privatkunder i hele Tyskland. Virksomheden har altid fokuseret på innovation. I de sidste 10 år har fokus været på udbygningen af et moderne fiberoptisk netværk, som nu åbnes op for andre tjenesteudbydere gennem samarbejdet med OpenNet.

På billedet: Managing Directors i OpenNets tyske forretningsenhed, Lars Wiechmann og Kristian Olaf Plet Freiesleben, samt salgsdirektør i Stadtwerke Flensburg, Jan Zander.

Om Stadtwerke Flensburg
Stadtwerke Flensburgs rødder går tilbage til 1854. Med en bred vifte af produkter inden for el, fjernvarme, vand, telekommunikation og e-mobilitet forsyner Stadtwerke Flensburg slutkunder ved Flensborg Fjord. På landsplan betjenes 300.000 private el- og naturgaskunder. Derudover er den Flensborg-baserede virksomhed en energitjenesteudbyder for større industri- og privatkunder i hele Tyskland. Virksomheden har altid fokuseret på innovation. I de sidste 10 år har fokus været på udbygningen af et moderne fiberoptisk netværk, som nu åbnes op for andre tjenesteudbydere gennem samarbejdet med OpenNet.