SEF åbner sit fibernet gennem OpenNet
21/04, 2021
SEF Fiber åbner nu sit fibernet og giver interesserede udbydere mulighed for at sælge internet og tv til 22.000 husstande i og omkring Svendborg. Det sker i samarbejde med selskabet OpenNet, som bliver indgangen til fibernettet for 3. parts udbydere.
SEF Fiber har siden 2004 etableret fibernet til 22.000 husstande, som i dag kan købe internet og tv gennem Stofa. Nu åbner selskabet fibernettet og inviterer andre tjenesteudbydere til samarbejde.
– Vi har et rigtig godt samarbejde med Stofa, og nu glæder vi os til at tilbyde flere muligheder til vores kunder med flere udbydere. Vores dækning betyder, at en lang række borgere og virksomheder på hele Sydfyn kan få fibernet, og vi ved, at det er en vigtig faktor, som er med til at gøre området til et attraktivt sted at bo og drive virksomhed. Derfor er vi glade for, at valgmulighederne nu bliver flere, siger Claus Holm Andersen, som er direktør i SEF Fiber.
Første skridt er aftalen med OpenNet. Derefter kan alle interesserede internet- og tv-udbydere indgå aftaler med SEF Fiber og på den måde få mulighed for at sælge indhold på fibernettet.
Fordele for alle parter
Åbningen af SEFs fibernet sker gennem brancheplatformen OpenNet, som også har muliggjort samarbejder mellem en lang række andre fibernetejere og internet- og tv-udbydere.
– Vi er stolte af, at åbningen af fibernettene rundt om i landet i høj grad sker med os som uafhængigt bindeled, og vi ser det som en fælles opgave med fordele for alle parter. Ikke mindst slutbrugerne, som får flere valgmuligheder, når fibernettet åbnes op for nye udbydere. Vores platform er skabt til at kunne understøtte mange aktørers behov og krav og samtidig sikre lige vilkår for alle, siger Henrik Møller Nielsen, direktør i OpenNet.
Samarbejdet med OpenNet giver fibernetejere mulighed for at udnytte deres eksisterende net bedre og nå ud til endnu flere uden selv at skulle investere i at etablere en platform til formålet.
Nye internet- og tv-udbydere vil forventeligt kunne levere indhold til kunderne på SEFs fibernet i slutningen af 2021.
For yderligere information
Claus Holm Andersen, direktør i SEF Fiber A/S, tlf. 21647426
Henrik Møller Nielsen, direktør i OpenNet A/S, tlf. 9115 1515
Om SEF Fiber A/S
SEF Fiber A/S etablerer og ejer fibernettet i og omkring Svendborg kommune samt på Langeland. SEF Fiber startede fiberudrulning i 2004 og har i dag etableret fiber til ca. 22.000 husstande og erhvervsadresser. Heraf er ca. 13.000 aktive fiberkunder. SEF Fiber har i de seneste år haft fokus på at etablere fiber til tyndt befolkede områder med dårlig bredbåndsdækning. Fiberudrulning til disse områder etableres ofte som bredbåndspuljeprojekter med støtte fra den statslige bredbåndspulje. SEF Fiber A/S indgik i 2016 i samarbejde med SE (nu Norlys) og Stofa som overtog salg, kundeservice, drift og fiberudrulning for SEF Fiber A/S. Alle kunder blev ligeledes overdraget til Stofa i 2016. SEF fiber blev herefter er rent netselskab, der udlejer adgang til sin fiberinfrastruktur på engros-basis. SEF Fiber A/S ejerskabet fordeles med 75% på SEF A/S og 25% på Norlys Tele A/S.
Om OpenNet
OpenNet blev stiftet i 2018 af energi- og telekoncernen Norlys med henblik på at etablere en fælles uafhængig indgang til fiberselskabernes åbning af nettene. OpenNet har som mål at samle branchen i en fælles løsning og har allerede formidlet aftaler med fibernettene hos Onefiber by Globalconnect, Verdo, Nord Energi, Thy-Mors Energi, RAH og Norlys, samt med tjenesteudbydere som Altibox, Telenor, TDC/YouSee, Hiper, Boxer, Stofa, Fibia, Bolig·Net, Kviknet og Fastspeed.