Nu kan TDC Erhverv tilbyde fiberinternet på Energi Ikasts fibernet

27/10, 2026

Fra i dag kan virksomheder på Energi Ikasts fibernet få fiberinternet fra TDC Erhverv. Det giver virksomheder i Ikast, Tulstrup og Isenvad flere valgmuligheder, når de skal vælge internetudbyder. 

TDC Erhverv og Energi Ikast har indgået et nyt samarbejde, som betyder, at TDC Erhverv nu kan levere sine fiberløsninger til virksomheder via Energi Ikasts fibernet.  

Hos Energi Ikast ser man samarbejdet som endnu et skridt i arbejdet med at styrke tilbuddet til erhvervskunderne. 

"Vi arbejder hele tiden på at skabe de bedste rammer for virksomhederne i vores område. Samarbejdet med TDC Erhverv er et godt eksempel på, hvordan vi gennem stærke partnerskaber kan udvide valgmulighederne på vores fibernet til erhvervskunder og sikre adgang til attraktive løsninger fra nogle af landets førende udbydere," siger Jørgen Mosegaard, direktør i Energi Ikast.  

John Henriksen, CEO i TDC Erhverv, glæder sig over, at aftalen giver selskabet mulighed for at nå ud til flere virksomheder.  

”Vi har en ambition om at gøre hurtigt og stabilt fiberinternet med indbygget it-sikkerhed tilgængeligt for virksomheder i hele landet. Derfor er vi glade for, at virksomheder på Energi Ikasts fibernet fra i dag også kan vælge TDC Erhverv. Flere valgmuligheder er godt for virksomhederne, og vi ser frem til at byde nye kunder i Ikast, Tulstrup og Isenvad velkommen.”  

Samarbejdet er etableret gennem OpenNet, der fungerer som et uafhængigt bindeled mellem tjenesteudbydere og fibernetejere. Henrik Møller Nielsen, direktør i OpenNet, glæder sig over, at endnu et samarbejde nu er faldet på plads. 

”Når flere tjenesteudbydere får adgang til den fiberinfrastruktur, der allerede er etableret, udnytter vi nettene bedre og skaber samtidig flere valgmuligheder for virksomheder og forbrugere. Det er den udvikling, vi gerne vil være med til at drive i OpenNet,” siger han. 

Om TDC Erhverv  
TDC Erhverv hjælper danske virksomheder med at holde medarbejdere, kunder og forretning forbundet. Med stabile internetforbindelser, netværksløsninger og indbygget sikkerhed skaber TDC Erhverv et stærkt digitalt fundament, som gør det muligt at arbejde effektivt og sikkert. Fra mindre virksomheder til store organisationer leverer TDC Erhverv løsninger, der holder driften kørende og understøtter virksomhedernes vækst og udvikling. 

Om Energi Ikast  
Energi Ikast er et lokalt forankret og forbrugerejet multiforsyningsselskab, der leverer el, varme og fiber til private og virksomheder i Ikast og omegn. Gennem selskabets fibernet får kunder i Ikast, Tulstrup og Isenvad adgang til hurtige og fremtidssikrede fiberforbindelser. Energi Ikast samarbejder med flere internetudbydere på fibernettet for at give kunderne større valgfrihed og arbejder løbende med udviklingen af den lokale energi- og teleinfrastruktur.