Norlys og SEF Fiber udvider samarbejdet

25/11, 2021

I april 2021 indgik SEF Fiber et samarbejde med den uafhængige brancheplatform OpenNet med ønsket om at åbne fibernettet for flere indholdsudbydere.

Nu er den første aftale gennem brancheplatformen indgået med Norlys - og ifølge det sydfynske fiberselskab, lå valget af samarbejdspartner lige til højrebenet:

- Siden 2016 har vi haft et tæt samarbejde med Stofa som indholdsleverandør på vores fibernet. Det giver derfor god mening at indgå den første udbyderaftale med dem. Den nye aftale sikrer, at vi kan fortsætte vores samarbejde, der fremadrettet sker gennem den uafhængige brancheplatform OpenNet, fortæller Claus Holm Andersen, adm. direktør i SEF Fiber.

Norlys er Danmarks største integrerede energi- og telekoncern og blandt andet ejer af Stofa. Med den nye aftale udvider Norlys og SEF det eksisterende samarbejde, som i sidste ende kommer kunderne til gavn, fortæller direktør for Teknik & Infrastruktur i Norlys, Gert Rieder:

- Vi er glade for den nye aftale med SEF, der i sidste ende kommer kunderne til gavn, da de får mulighed for at vælge mellem et større udbud af produkter fra os. Stofa har længe leveret internet, tv og telefoni til SEF. Med den nye aftale vil sydfynske kunder i løbet af 2022 også kunne få glæde af Norlys’ nye produktudbud.

Aftale med Norlys markerer åbningen af SEF Fibers fibernet

- Aftalen med Norlys er den første via OpenNet og markerer således åbningen af SEF Fibers fibernet. Vi har nu skabt den ramme, der sætter os i stand til at indgå aftaler med de tjenesteudbydere, som er tilknyttet OpenNet-platformen, uddyber Claus Holm Andersen, adm. direktør i SEF Fiber.

OpenNet er et selskab, der leverer en samarbejdsmodel og IT-setup, der giver fiberselskaber som SEF mulighed for at åbne adgangen til deres fibernet for en lang række af tjenesteudbydere.

- I OpenNet er vi stolte af, at åbningen af fibernettene rundt om i landet i høj grad sker med os som uafhængigt bindeled, fortæller direktør for OpenNet, Henrik Møller Nielsen.


Om OpenNet

OpenNet blev stiftet i 2018 af energi- og telekoncernen Norlys, og leverer en uafhængig samarbejdsmodel og platform til fiberselskabernes åbning af nettene. OpenNet har som mål at samle branchen i en fælles løsning og har allerede formidlet aftaler med fibernettene hos Onefiber by GlobalConnect, Verdo, Nord Energi, Thy-Mors Energi, RAH, SEF, MES og Norlys, samt med tjenesteudbydere som Altibox, Telenor, TDC/YouSee, Hiper, Boxer, Stofa, Fibia, Bolig·Net, Kviknet, Fastspeed, Ipvision, Cibicom og Senia Networks.

Om SEF Fiber A/S

SEF Fiber A/S etablerer og ejer fibernettet i og omkring Svendborg kommune samt på Langeland. SEF Fiber startede fiberudrulning i 2004 og har i dag etableret fiber til ca. 22.000 husstande og erhvervsadresser. Heraf er ca. 14.000 aktive fiberkunder. SEF Fiber har i de seneste år haft fokus på at etablere fiber til tyndt befolkede områder med dårlig bredbåndsdækning. Fiberudrulning til disse områder etableres ofte som bredbåndspuljeprojekter med støtte fra den statslige bredbåndspulje. SEF Fiber A/S indgik i 2016 et samarbejde med SE (nu Norlys) og Stofa, som overtog salg, kundeservice, drift og fiberudrulning for SEF Fiber A/S. Alle kunder blev ligeledes overdraget til Stofa i 2016. SEF Fiber blev herefter er rent netselskab, der udlejer adgang til sin fiberinfrastruktur på engros-basis. SEF Fiber A/S ejerskabet fordeles med 75% på SEF A/S og 25% på Norlys Tele A/S.

Om Norlys 

Norlys bringer Danmark sammen. Med grønne og digitale tjenester inden for energi, internet og tv forbinder vi mennesker med mennesker, og mennesker med verden. Vi er et forbrugerejet selskab, der tænker langsigtet og tager ansvar for mere end os selv. Vi ønsker at bidrage til et grønt og digitaliseret Danmark. Norlys er et resultat af fusionen mellem SE og Eniig. Med 735.000 andelshavere, ca. 1,7 millioner kundeforhold og 2.500 medarbejdere er vi Danmarks største energi- og telekoncern.

For yderligere information

Gert Rieder, direktør for Teknik & Infrastruktur i Norlys, tlf. 40304901

Claus Holm Andersen, adm. direktør i SEF Fiber A/S, tlf. 21647426

Henrik Møller Nielsen, direktør i OpenNet A/S, tlf. 9115 1515