NemNet på Jysk Energis fibernet
20/04, 2026
Et nyt samarbejde mellem NemNet og Jysk Energi Fibernet betyder, at husstande i Vest- og Nordvestjylland nu kan vælge NemNet som internetudbyder via Jysk Energis fibernet.
Jysk Energi åbner sit fibernet for NemNet – en del af KIKKENBORG FIBER & IT ApS – og giver dermed husstande på fibernettet flere valgmuligheder. Hos NemNet er man glad for aftalen.
“Samarbejdet med Jysk Energi Fibernet gør, at vi nu kan nå ud til flere kunder og tilbyde vores internet på endnu et fibernet. Vi oplever, at mange efterspørger en stabil og enkel løsning – og det vil vi gerne levere her,” lyder det fra Mads Kikkenborg fra NemNet og fortsætter:
“For os handler det om at gøre internet nemt og være til at få fat på, hvis man har brug for hjælp. Det håber vi, kunderne i området vil tage godt imod.”
Flere udbydere giver større valgfrihed
Med samarbejdet bliver NemNet en del af rækken af udbydere, der tilbyder internet via Jysk Energis fibernet.
”I takt med at vi får flere udbydere på Jysk Energis fibernet, får forbrugerne større valgfrihed. Det nye samarbejde med NemNet markerer derfor et vigtigt skridt i den fortsatte udvikling af nettet. Samarbejdet understøtter vores ambition om løbende at skabe mere værdi for kunderne,” siger direktør for Jysk Energi Fibernet, Per Strøm.
OpenNet forbinder fibernet og udbydere
NemNet får adgang til Jysk Energis fibernet gennem OpenNets fælles brancheplatform, som gør det nemmere for netejere og tjenesteudbydere at indgå samarbejder.
“Vores platform forbinder en lang række fibernet og udbydere, og vi er glade for at kunne understøtte endnu et stærkt samarbejde i den retning, branchen bevæger sig – mod flere åbne net og øgede valgmuligheder.” siger Henrik Møller Nielsen, direktør i OpenNet.