Hiper på Thy-Mors Energi fibernet
10/10, 2022
(Billede fra venstre: Mads Hein, direktør i Hiper samt Lars Thorup, Fiberchef i Thy-Mors Energi fibernet)
Nyt samarbejde mellem Hiper og Thy-Mors Energi
Thy-Mors Energi udvider nu sin portefølje af internetudbydere med Hiper, som bliver den tiende tjenesteudbyder på fibernettet i Thy og på Mors.
Borgere i Thy og på Mors med adgang til Thy-Mors Energis fibernet kan nu se frem til endnu en valgmulighed på deres fiberforbindelse. Thy-Mors Energi har nemlig teamet op med den københavnerbaserede tjenesteudbyder, Hiper, der – som de selv beskriver det – kun er gode til internet. Det er de til gengæld også rigtig dygtige til, understreger fiberchef i Thy-Mors Energi, Lars Thorup Nielsen, der glæder sig over det nye samarbejde:
”Hiper er superstærke, når det kommer til at levere lynhurtigt og stabilt internet, og for os er det vigtigt, at vores andelshavere kan vælge de digitale løsninger, der passer bedst til deres behov. Vores ambition er at kunne tilbyde alle husstande de bedste produkter og den bedste forbindelse på adressen, og det indebærer også, at vi kan tilbyde en bred portefølje af gode valgmuligheder – der passer Hiper perfekt ind.”
Hiper bliver den tiende tjenesteudbyder, Thy-Mors Energi indgår samarbejde med. Tidligere i år indgik Thy-Mors Energi en aftale med Hipers moderselskab, Nuuday, som gør det muligt for Thy-Mors Energis andelshavere at vælge løsninger fra YouSee og TDC Erhverv.
Administrerende direktør i Hiper, Mads Hein, fortæller om det nye samarbejde:
”Vi arbejder målrettet på at nå bredest muligt ud i de danske hjem med det, vi er bedst til – lynhurtigt og stabilt internet. Vi er glade for, at vi nu også kan vælges til af fiberkunderne i Thy og på Mors.
Det er OpenNet, der er bindeleddet mellem Thy-Mors Energi og Hiper, og begge parter har allerede indgået aftaler med henholdsvis andre tjenesteudbydere og netejere via brancheplatformen.
”Både Hiper og Thy-Mors Energi er velkendte samarbejdspartnere, og når vi igangsætter flergangsintegrationer, bliver vi også bekræftet i, at vores samarbejdspartnere deler vores mission om at åbne fibernettene til gavn for både slutkunderne, netejerne og tjenesteudbyderne,” lyder det slutteligt fra OpenNets direktør, Henrik Møller Nielsen.
Om Hiper
Hiper fokuserer på at give deres kunder den bedste internetoplevelse på et lynhurtigt og stabilt net til skarpe priser, og er i dag det bredbåndsselskab, der har Danmarks bredeste dækning og kan levere internet til mere end 2 millioner husstande – og nu også på Thy-Mors Energi fibernet. I dag er der ca. 70 ansatte i Hiper, der siden lanceringen i 2016 er vokset med rekordfart. Hiper er en del af Nuuday.
Om Thy-Mors Energi
Thy-Mors Energi er en andelsejet koncern med 44.000 andelshavere i Thy og på Mors. I Thy-Mors Energi tror vi på en fælles fremtid, der er elektrificeret, digital og baseret på vedvarende energi. Gennem massive investeringer i den lokale infrastruktur vil vi bidrage til at skabe de teknologiske rammer, der fortsat kan udvikle og gøre det attraktivt at bo og drive virksomhed i Thy og på Mors.
For yderligere information
Lars Thorup Nielsen, fiberchef i Thy-Mors Energi, tlf. 72 19 8840
Presseansvarlig for Hiper, Mikkel Riis-Jørgensen, mail: mikri@nuuday.dk, tlf. 20771281
Henrik Møller Nielsen, direktør i OpenNet, tlf. 9115 1515