GlobalConnect åbner fibernettet til private hjem via OpenNet

22/12, 2020

GlobalConnect åbner nu adgangen til sit landsdækkende fibernet for leverandører af internet til private gennem den veletablerede platform OpenNet.

Langt flere internetleverandører kan fremover tilbyde lynhurtigt internet til danskerne via GlobalConnects fiberkabler. Det er resultatet af, at GlobalConnect har indgået en aftale med den uafhængige wholesale-platform OpenNet, som er en fælles platform for internetudbydere i Danmark.

Aftalen vil sætte skub i GlobalConnects ambitioner om at levere fibernet til op mod 100.000 danske husstande over de kommende år. Arbejdet med at nedgrave kabler i områder, der har brug for hurtigt og stabilt internet, er allerede i gang over hele landet.

GlobalConnects netværk til private hjem vil fremover udbydes gennem OpenNets velafprøvede platform, der allerede benyttes af en række andre netejere og -udbydere. Dermed bliver paletten af mulige internetleverandører større, hvilket er en del af GlobalConnects ambition om at åbne sin fiberinfrastruktur for alle.

”Det er et naturligt skridt for os i vores mission om at udrulle fibernet i Danmark. Vi ønsker at tilbyde internetudbydere en moderne og velfungerende adgang til vores fibernet. Samtidig betyder vores aftale med OpenNet, at de mange danskere, vi er i gang med at grave lynhurtige fiberforbindelser til, får betydelig flere udbydere af vælge mellem,” siger Martin Lippert, Group CEO i GlobalConnect.

GlobalConnect, der har mere end 28.000 erhvervskunder i Danmark, har med etableringen af brandet Onefiber bevæget sig ind på markedet for privatkunder i Danmark, lige som koncernen tidligere har gjort det i Sverige og Norge, hvor flere end 300.000 husstande er på nettet via GlobalConnects fiberkabler.

Et velafprøvet koncept
OpenNet har et mål om at gøre åbningen at fibernettet til en fælles opgave for alle fiberselskaber i Danmark. Gennem de seneste år har selskabet indgået samarbejder med en lang række tjenesteudbydere og netejere, som kan benytte OpenNets tekniske løsning og platform, og direktør Henrik Møller Nielsen glæder sig over, at en så betydelig netejer som GlobalConnect har valgt OpenNets model.

”Vi er utroligt stolte af, at GlobalConnect/Onefiber har valgt os som platform for deres åbning af nettet for privatkunder. Vi ser det som en blåstempling af vores koncept, som jo i forvejen er velafprøvet af mange af energibranchens fibernet-ejere, og det giver GlobalConnect mulighed for at få flere udbydere på deres omfattende infrastruktur,” siger Henrik Møller Nielsen fra OpenNet.

Parterne forventer at kunne åbne for adgang til Onefiber via OpenNet i løbet af første halvår 2021.

Om GlobalConnect
GlobalConnect er et førende teknologi- og datakommunikationsselskab i Nordeuropa. Koncernen leverer helhedsløsninger fra fiber til sky baseret på egen infrastruktur, der består af 74.500 km fibernetværk og 22 datacentre med i alt 27.000 kvadratmeter i Danmark, Norge, Sverige og det nordlige Tyskland. GlobalConnect har 28.000 erhvervskunder og leverer også højhastigheds fibernetværk til 302.000 privatkunder i Sverige og Norge under navnene IP-Only og Homenet. GlobalConnect har mere end 1.700 medarbejdere og en samlet omsætning på EUR 547 millioner i 2019.

Om OpenNet
OpenNet blev stiftet i 2018 af energiselskabet Norlys med henblik på at etablere en fælles uafhængig indgang til fiberselskabernes åbning af nettene. OpenNet har som mål at samle branchen i en fælles løsning og har allerede formidlet aftaler med fibernettene hos Nord Energi, Thy-Mors Energi, RAH Fiberbredbånd og Norlys, samt med tjenesteudbyderne Altibox, Telenor, TDC/YouSee, Hiper, Boxer, Stofa, Fibia, Bolig·Net, Kviknet og Fastspeed.

For mere information
Henrik Møller Nielsen, direktør for OpenNet A/S: tlf 91151515
Sofia Lisa Dinesen, Executive Advisor hos GlobalConnect, tlf 31430677

Kontakt os i dag

Er du netejer eller udbyder af internet eller andre IP-baserede produkter og ydelser, og ønsker du at vide mere om OpenNet? Så er du velkommen til at kontakte os.