Energi Ikast-kunder kan nu vælge NemNet på deres fiberforbindelse
20/04, 2026
Husstande i Ikast og omegn kan nu vælge NemNet som internetudbyder via Energi Ikasts fibernet.
Med aftalen bliver NemNet – en del af KIKKENBORG FIBER & IT ApS – ny udbyder på fibernettet og kan nu tilbyde sine produkter til husstande i området. Hos NemNet glæder man sig over aftalen.
“Samarbejdet med Energi Ikast er et vigtigt skridt for os. Det giver os mulighed for at nå flere husstande og tilbyde kunderne flere valgmuligheder,” lyder det fra Mads Kikkenborg fra NemNet og fortsætter:
“Vi har i den indledende fase haft et godt samarbejde, som vi ser frem til at fortsætte. Vi glæder os til at kunne tilbyde vores løsninger i Ikast-området og står klar med en nærværende kundeservice hele vejen gennem kundeforholdet.”
Flere muligheder og større fleksibilitet
Hos Energi Ikast ser man positivt på samarbejdet og glæder sig over at kunne byde endnu en tjenesteudbyder velkommen på fibernettet.
"Vi er glade for at kunne byde NemNet velkommen som serviceprovider på vores fibernet. Det giver vores kunder flere valgmuligheder og styrker fleksibiliteten på nettet. Samtidig fastholder vi fokus på en stabil og fremtidssikret fiberinfrastruktur og på den måde kan vi endnu bedre udnytte det fibernet, som vi allerede har etableret, ” fortæller direktør i Energi Ikast, Jørgen Mosegaard.
Aftale indgået via OpenNets platform
Aftalen mellem Energi Ikast og NemNet er indgået gennem OpenNets uafhængige brancheplatform, som åbner fibernettene og gør det nemmere for netejere og tjenesteudbydere at indgå samarbejder. Direktør i OpenNet, Henrik Møller Nielsen, fortæller, at aftalen er endnu et skridt i den rigtige retning:
“Vi er glade for at muliggøre endnu et stærkt samarbejde. Hver dag arbejder vi for at give flere husstande hurtigt og stabilt internet – og flere valgmuligheder på deres fiberforbindelse. Åbne fibernet er vejen frem, og aftalen mellem NemNet og Energi Ikast er et vigtigt skridt i den retning.”